Her er hundredvis af hv-spørgsmål, som jeg har formuleret til forskellige temaer og projekter.
Du kan downloade spørgsmålene kvit og frit og printe dem ud på små kort. Hvis du vil gøre det nemt for dig selv, kan du bruge visitkort til udstansning type c32011 – 85 x 54 mm.
Jeg håber, mine spørgsmål vil bidrage til at skabe møder med mening og styrke tillid, trivsel og læring på arbejdspladsen.
- Spørgsmål om møder. Spørgsmålene er udviklet til kulturnatten i Vordingborg 2022. Spørgsmålene spørger ind til mødekulturen på arbejdspladsen og giver dig inspiration til at erstatte meningsløse møder med meningsskabende møder
- Spørgsmål til ’Spil om fravær og nærvær’. Spillet er udviklet til Region Sjællands ’Projekt mening og sundhed’. Et projekt, der satte fokus på fremmøde frem for fravær. Spørgsmålene er anerkendende spørgsmål, der lyser op på det, vi ønsker mere af for at trives på arbejdspladsen.
- Spørgsmål til en temadag om social kapital, som er udviklet til Roskilde Kommune. Spørgsmålene spørger ind til tillid, retfærdighed og samarbejde.
- Spørgsmål, der trækker læring ud af coronakrisen. Spørgsmålene hjælper dig, som medarbejder, med at blive bevidst om, hvad du har lært og inspirerer dig til at fortsætte din læring.
- Spørgsmål, der trækker læring ud af coronakrisen. Spørgsmålene hjælper dig, som leder, med at blive bevidst om, hvad du har lært og inspirerer dig til at fortsætte din læring.
Sådan kan du bruge kortene:
1) Tag et kort hver. Gå sammen to og to (A og B). A stiller sit spørgsmål til B, som svarer på spørgsmålet. B stiller sit spørgsmål til A, som svarer på spørgsmålet. A og B bytter kort og finder begge en ny makker. Fortsæt nogle runder. Opsamling: Hvad leder spørgsmålene efter? Hvordan påvirker de mig? Hvilke spørgsmål kunne jeg bedst lide? Hvorfor? Hvad bliver jeg inspireret til at gøre?
2) Læg kortene i en bunke med bagsiden op. Træk på skift et kort. Den der trækker et kort, læser spørgsmålet op for de andre og svarer selv på det. De andre lytter i mens. Opsamling efter en runde: Hvad har jeg hørt de andre svare? Hvad har det betydet for mig? Hvad kan jeg nikke genkendende til af det, de andre svarer? Hvad har de andres svar fået mine øjne op for? Hvad bliver jeg inspireret til at gøre?
3) Vælg de spørgsmål ud, som betyder mest for jer. Besvar spørgsmålene. Lav en plakat, hvor I skriver både spørgsmål og svar og hæng den op et centralt sted.
4) Gør spørgsmålene til et fast punkt på jeres møder. Og brug spørgsmålene til at lære hinanden bedre at kende. Formuler selv nye spørgsmål.