”Vi gør ikke som de andre”. Den sætning sagde min far igen og igen, da jeg var teenager og plagede om noget, som veninderne havde fået. Min fars holdning smittede af på mig. Jeg udviklede min kreativitet og fandt på anderledes ting og tøj, som jeg så plagede om – og de ting fik jeg. Det var jo noget, som de andre ikke havde.
Jeg har udsat min gamle far på 82 år for plageri igen. Jeg har fået lokket to ”forundringskugler” ud af ham. Det er to glaskugler, der har en fortid som bøjer. De har været brugt til at holde fiskegarn oppe. Nu ligger de nede i en kurv på mit kontor. Når solens stråler danser på glaskuglerne, bliver de til en havoverflade, en himmel, en mark. Kun fantasien sætter grænsen.
På forundringsfabrikken gør vi heller ikke som de andre. Vi træner opfindsomheden ved at improvisere og eksperimentere. Vi hopper op og falder ned og falder hen – og finder frem til noget nyt. Vi venter på det uventede, og dvæler ved det overraskende. Vi overskrider grænser og gør det usikre til det sikre. Derfor ved vi aldrig, hvor dagen bringer os hen. Alting kan ske. Det umulige bliver muligt. Og det har vi det godt med.
